Sharon-Rose Khumalo er indbegrebet af femininitet. Hun er høj, slank og hendes smil kridhvidt og seriøst smittende. Skønhedsdronningen har været finalist i Miss South Africa, og i 2017 vandt hun Miss Sundowns.
Hendes venner og familie får børn på stribe. Imens går Sharon på dates med sjove, kønne, skønne fyre – men så snart hendes modpart fortæller, at han vil have masser af børn, bliver stemningen anspændt. Sharon skal ikke have børn, for hun kan slet ikke få dem. Med ét er daten overstået.
Sharon er nemlig interkønnet. Hun er født med XY-kromosomer og har hverken livmoder eller æggestokke. Men hendes krop reagerer ikke på de mandlige kønshormoner, hendes kromosomer ellers lægger op til, så på alle andre måder liger hun en kvinde. Interkønnede personer kan have mange forskellige variationer i deres kønskarakteristika, der ikke passer ind i den måde, man ellers lærer, at menneskers kroppe skal tage sig ud på.
Men Sharon er en kvinde. Sådan er hun opvokset, og sådan identificerer hun sig. Det er den tyngende, forvirrende og samtidig fantastisk unikke kønsoplevelse, som Who I Am Not udforsker. Og den kønsoplevelse er en ensom en af slagsen. Denne ensomhed fanger instruktør Tünde Skovran i kunstneriske indstillinger.
Sharon pakker sig alene ind i en enorm sengs hvide lagener. Til sidst ligger hun stille, indpakket som en mumie – indtil kameraet langsomt zoomer ud og afslører, at scenen rent faktisk er et maleri i Sharons lejlighed. Det er et vellykket greb, som effektivt formidler en emotionel oplevelse, der ellers kan være svær for mange at sætte sig ind i.
Heldigvis er Sharon ikke alene. Hun både læner sig op ad og udforsker sit køn sammen med sin ligeledes interkønnede ven, Dimakatso. Sammen udforsker de to vidt forskellige aspekter af interkønnet identitet.
Dimakatso bruger de/dem pronomener, og har grundet både deres opvækst og identitet aldrig helt forståede de binære køn. Hverken deres krop eller deres sind passer ind i kasserne ’mand’ eller ’kvinde’, og det har det omkringliggende samfund svært ved at håndtere.
Som spæd blev de opereret på kønsdelene, da disse ikke passede ind i lægernes forestillinger om, hvordan kønsdele bør se ud. Hverken Dimakatso eller deres far er helt sikre på, hvad der egentlig blev gjort ved dem. Resultaterne volder dem stadigvæk problemer, og deres far gav kun mundtligt samtykke til indgrebene. Han fortryder det stadigvæk den dag i dag.
Hele deres liv er Dimakatso blevet tvunget af samfundet til at leve som kvinde. Som teenager fik de kvindelige kønshormoner, så de bl.a. udviklede bryster. Nu kan de endelig udforske deres kønsidentitet på egne præmisser. De udtrykker deres kønsidentitet maskulint og arbejder på at få fjernet deres bryster. Og de går ikke på kompromis med den identitet, selvom det eksempelvis koster dem et muligt job.
Mens Sharon kæmper med ensomhed, har Dimakatso støtte i form af deres kæreste og queer venner. På denne måde skildrer Who I Am Not to totalt forskellige oplevelser af lignende kønskarakteristika. Sharon er en ultrafeminin kvinde, der arbejder på at springe ud, mens Dimakatso er glad for sin egen identitet og er forgangsperson for en overset og misforstået minoritet.
Begge kæmper med samfundets fordomme og strikse normer. Og sikke et privilegium det er at få et smukt, forskelligartet og kunstnerisk indblik i to interkønnede personers liv, mens de udvikler sig og støtter hinanden, trods samfundets mangel på forståelse.
Who I Am Not kunne let gå hen og blive et hovedværk inden for moderne queer dokumentarfilm.
Kommentarer